Vejledning

Ædelmetallerne

Ædelmetaller er ret bløde metaller, og det er jo grunden til, at de kan forarbejdes så smukt. Hold øje med armlænken. Den slides først ved låsen, fordi smykket er tungest der. Når lænken slides meget, bliver den længere - og svagere. Hvis det er kraftig lænke kan den godt forstærkes, og så bliver den kortere igen. Nogle kæder f.eks. mursten og anker kan, når de er opslidte, med fordel omsmeltes til ny.


Guldsmykker

Guldsmykker med og uden stene kan også vaskes med en lille børste over en skål sæbevand (sæbespåner eller brun sæbe) med lidt salmiakspiritus - så varmt som du kan li’ det. Det gælder særligt om at børste godt ind under stenene, for det er her, det snavs sidder, som stjæler stenens skønhed. Skyl ikke smykkerne under vandhanen men i en skål med rent lunkent vand. Udsæt ikke stenene for temperaturchok som fra hedt til koldt vand, og hæld endelig ikke hverken sæbevand eller skyllevand væk, før du er sikker på at alle stenene sidder på plads i smykkerne.


 

Sølvsmykker

Sølvsmykker kan vaskes på samme måde, men anløbne sølvsmykker skal enten pudses med sølvpudsecreme, en imprægneret pudseklud eller dyppes i sølvrensevæske. Oxyderede sølvsmykker må dog ikke dyppes i rensevæske, da rensevæsken ødelægger oxyderingen.
Mørk oxyderede og rhodinerede smykker har en overfladebelægning , der slides i brug og giver smykkerne en anden patina.
Overfladebehandlingen kan nemt genopfriskes.


Emalje

Emalje er en slags glaspulver, der sidder godt fast på smykket, fordi det har forenet sig med smykkemetallet ved brænding i en ovn under meget høj varme. Emaljen er blank og hård - men også skør. Den tåler derfor ikke at ridses blandt stene, der er endnu hårdere, og emaljen må desuden værnes mod stød og slag og mod temperatur-chok.


Forgyldte sølvsmykker

Forgyldte sølvsmykker som f.eks. granatsmykker eller Flora Danica kan også friskes op med en tur i sølvrens, men er forgyldningen slidt bliver de som nye efter en opforgyldning.

Perler, både naturlige, kulturperler og perleimitationer har behov for megen omhu. De skal især holdes rene, fordi støv, sved, creme og parfume ellers hurtigt vil nedbryde perlernes glans. En perlekæde bør trækkes på ny silkesnor en gang om året, og det er en god ide med en knude mellem hver perle. Så undgår man at perlerne slider mod hinanden, og hvis snoren endelig skulle knække, bliver det kun en enkelt perle, der triller væk. Vær god ved dine perler, de er sarte, tåler ikke rutscheture hen over toiletbordet eller ned i dametasken. Bær perlerne ofte og helst direkte på huden., så vil kropsvarmen bidrage til at holde perlerne “levende” og smukke; men pas på med kosmetik . Vent med at tage perlerne på til du er færdig kosmetikken. Især kan hårlak fuldstændig tage livet af en perle. Efter brugen har perlerne godt af at blive kælet for, derfor tør dem af med en let fugtet blød klud og opbevar dem i smykkeskrinet i en stofpose, så de ikke bliver ridset af andre smykker.

I ringe og ørestikker er perler som regel limet fast. Limen er normalt utrolig stærk, men længere tids fugt og kemisk påvirkning kan ødelægge limen Her gælder det også hold smykkerne rene og tørre og lad være at bruge dem 24 timer i døgnet. Det generelt ikke heldigt at sove med sine øresmykker på. Ud over det kan være ubehageligt at ligge på en spids pind, er øresmykker lette og spinkle, derfor er der altid en risiko for at bøje og beskadige dem.